Våbenskjold
	Maleri af Vilhelm Rosenstand, 1900.

Maleriet er malet af Vilhelm Rosenstand i år 1900. Billedet af kongen er vellignende, for det er lavet efter samtidige portrætter. Resten er gæt og teater. Søren Nordby rejste næppe iført rustning. Og han var ikke såret. De støvler, han har på, kom først på mode 100 år senere..... Men at de to personer var glade for at gense hinanden, det er ganske vist.

Den trofaste Søren Nordby kommer til Christian II i Lier 1528.

Mens Christian var regerende konge i Norden, blev lavadelsmanden Søren Nordby forlenet med mindre len som Harritsborg. Men han blev først og fremmest sat til at lede flåden, som han havde sejlet for siden kong Hans, og som gjorde stor nytte i krigene i Sverige og mod Lübeck. Og som tak for det, blev han i 1518 forlenet med et af rigets fedeste len, Gotland.

Da Christian i 1523 efter året før at have hugget hovederne af halvdelen af den svenske adel og efter at have modtaget den jyske adels "opsigelsesbrev" (jyderne erklærede ham afsat) forlod København med hele sin familie, tog han til Lier i Nederlandene, hvor hans dronning, Elisabeth, stammede fra. Hun var af meget fin familie, og hendes bror var selveste kejser Carl V. Familien slog sig ned i et mindre hus i Lier, som blev kaldt "Het Hof van Denemarken". Men det blev småt med hjælp fra kejseren, så Christian havde ikke råd til at leje den hær, han havde brug for for at komme tilbage.

I Danmark havde rigsrådet gjort hans onkel, Frederik I., til konge. Men der var stadig nogen, der kæmpede for Christian, her i blandt først og fremmest Søren Nordby. Han havde taget en del af flåden med sig til Gotland, hvor han fra Visborg på Gotland førte krig mod Sverige, Danmark og Hansestæderne. Især plyndrede han de rige købmandsskibe fra Lübeck. Det var så godt for hans helbred at stikke næsen i købmændenes kramkister, sagde han. I 1526 gav han op; overmagten var for stor, og kong Christians modangreb lod vente på sig. Han rejste til Livland (i Letland), hvor han prøvede at få Ruslands zar til at gå i krig mod Sverige. Det endte med, at zaren smed ham i fængsel, men på en eller anden måde slap han fri og tog til Lier. Kongen var glad for at se ham, men alligevel trist, for Elisabeth var lige død, 25 år gammel.

Søren Nordby gik i kejserens tjeneste. Og døde i marts 1530, da de kejserlige belejrede Firenze i Toscana i Italien. Året efter lykkedes det endelig Christian at skaffe penge til at leje en hær og en flåde, så han kunne erobre Norge. Det hele gik bare galt, og Christian endte som fange på Sønderborg Slot.

Mere om Søren (Severin) Nordby fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Søkriger, tilhørte en fattig fynsk Adelsæt, saa at man ikke engang kan paavise en eneste Bondegaard, han har ejet, og dog skulde han ved sin kraftige Personlighed, sin store Krigerdygtighed, sit aldrig svigtende Mod, sin Snildhed og Raadsnarhed under alle Forhold hæve sig til en Højde som faa danske Søkrigere. Sin Berømmelse grundlagde han allerede under de store Krige, der i Kong Hans’ Tid førtes med Sverige og Lybek, dels (fra o. 1503) som Kaperhøvding, dels som Fører af større Flaader; 1507 indtog han saaledes Kastelholm paa Aalandsøerne, men mest bekjendt er det store Tog blevet, som Jens Holgersen Ulfstand og S. N. i Forening 1511 foretoge med den da nystiftede Rigsflaade i Østersøen, hvorved Grunden lagdes til Danmarks Navnkundighed til Søs. I disse Krige vandt han saa store Rigdomme, at han kunde laane Kong Hans en betydelig Pengesum, hvorfor han fik Haraldsborg (Roskilde) med tilliggende Herreder i Pant; desuden blev han for sine Fortjenesters Skyld allerede af denne Konge forlenet med det rige Børringe Kloster i Skaane.

Størst Berømmelse skulde S. N. dog opnaa under Christian II, der havde et aabent Øje for hans store Egenskaber og derfor netop brugte ham til de betydeligste og farligste Hverv. Saaledes sendte han ham 1514 til Nederlandene som Fører for sit største Skib, «Engelen», for at hjælpe sin tilkommende Svoger Carl V i en Kaperkrig med Geldern; baade Skib og Fører vandt sig herved et stort Navn i Holland. S. A. sendtes S. N. derpaa til Island og forlenedes derpaa 1515 med Øen med udstrakt Myndighed for at holde Ave paa de mange engelske Fiskere og Fribyttere, som i en lang Aarrække, trods alle Forbud, havde drevet Handel og Sørøveri paa Øen, et Hverv, som denne Vikingenatur aabenbart var udmærket skikket til. 1517, da Krigen med Sverige atter var ved at udbryde, kaldtes han tilbage her fra og forlenedes med det vigtigste af alle Len, Øen Gulland, hvorfra Østersøen kunde beherskes. Han fik Øen med fuld kongelig Rettighed og fra 1518 tillige som Pantelen paa Livstid mod at opgive Haraldsborg og Børringe.

I 8 Aar skulde S. N.s Navn være knyttet til Gulland. Her fik han ret Lejlighed til at udfolde alle sine store Egenskaber, og hans Navn lever endnu paa Øen i Sang og Sagn som en halvmythisk Personlighed, hvem man tillægger de æventyrligste Bedrifter, medens hans Forgænger, Jens Holgersen Ulfstand, kun mindedes som den raa Bøddel. Ligesom hans Værnehelgen, Ridder St. Jørgen, laa i Kamp med Dragen, laa han i uafbrudt Kamp med alle Kong Christians Fjender. Han holdt en hel Flaade ved Gulland, hvormed han kunde forstærke Kongens egen Flaade, til Tider ogsaa en hel lille Hær. Fra det stærke Visborg kunde han gjøre Strejftog rundt omkring, og hans Skuder gjennemfore hele Østersøen, og ve det fjendtlige Orlogs- eller Handelsskib, der kom for nær. «Det er saa gavnligt for min Sundhed», ytrede han senere med sin ejendommelige Sømandshumor, «at rode i Lybekkernes Kramkister.»Men bag ved denne Fribytterlyst stod en aaben og ærlig Ridderkarakter, der midt i sin blodige Strænghed skaanede Kvinder, Oldinger og Børn. Skulde man vinde S. N., maatte man gaa ærlig til Værks mod ham; men anede han Svig og Underfundighed, følte han sig heller ikke selv bunden over for sin Modstander.

1517 og 1518 var S. N. Fører for Kongens Flaade paa de for øvrigt uheldige Tog til Sverige. 1519 indtog han det faste Borgholm paa Øland og forlenedes kort efter ogsaa med denne Ø. Paa Hovedtoget 1520 indesluttede han Stockholm fra Søsiden og blev derpaa ved Christian II’s Kroning til Sveriges Arvekonge selv slaaet til Ridder. Ved det stockholmske Blodbad havde han tillige med Claus Bille det sørgelige Hverv at fængsle de Udkaarne Ofre; men under de paafølgende Rædsler reddede han mange Svenskere om Bord paa sine Skibe, hvor de fandt et sikkert Tilflugtssted.

Tilsyneladende var der nu Fred i Norden. Da overdrog Christian II, medens han endnu opholdt sig i Stockholm, S. N. et mærkeligt Hverv: med alle sine Skibe at drage til Grønland for atter at finde dette forsvundne Land, og der fra skulde han, saaledes synes Planen at have været, søge at naa «Indien», d.v.s. de spanske Besiddelser i Amerika. Med andre Ord, S. N. skulde for
det store Handelsforbund af nordiske Stæder, hvortil Kongen netop paa denne Tid lagde Planer som Modvægt mod Hanseforbundet, søge at skaffe Kolonier i «Indien» ligesom Spanien. Med en dristig, med de nordlige Farvande vel kjendt Fører som S. N. kunde denne store Plan vel være lykkedes. S. N. erklærede ogsaa, at til Paaske skulde han være rede til at drage, hvor hen i Verden hans Herre vilde sende ham. Men imidlertid udbrød Opstande rundt om i Sverige, Gustav Vasa traadte frem paa Skuepladsen, og S. N. kom ikke afsted. Han havde selv til sine øvrige Forleninger nu ogsaa faaet det vigtige Kalmar Slot. Han var i disse Aar i uafbrudt Virksomhed; fra Kalmar maatte han føre svære Kampe mod de oprørske Smaalændinger; her fra eller fra Visborg søgte han til Søs at undsætte og proviantere de rundt om belejrede Borge. Vel mislykkedes et Par Forsøg paa at undsætte Stekeborg i Østergøtland (1521); men i Begyndelsen af 1522 lykkedes det S. N. at undsætte og proviantere Stockholm, saa at Gustav Vasa foreløbig maatte opgive Belejringen. Derpaa befriede S. N. Aabo i Finland og indtog den biskoppelige Borg Kusto, saa at Finland foreløbig bevaredes for Christian II. I Sept. s. A. fik han derpaa Kusto Slot tillige med alle de Herreder, som hidtil havde ligget til Aabo, Raseborg, Tavasthus og Kunogaard, samt hele Nørrebotten i Forlening afgiftsfrit mod at holde en større Styrke til Kongens Tjeneste og med Ret til 2/3 af alt det Bytte, han gjorde. Det var en stor Tillid, Kongen herved viste sin tro Tjener, men ogsaa et umaadeligt Ansvar: hele Krigens Førelse mod Øst, fra Kalmar, Øland og Gulland indtil den russiske Grænse. Fra Finland søgte S. N. derpaa i Nov. s. A. paa ny at undsætte Stockholm, som atter belejredes af Gustav Vasa til Lands og indesluttedes til Søs af en lybsk og en svensk Flaade. Med 9 Orlogsskibe indlod han sig i en fortvivlet Kamp mod 18 fjendtlige Skibe, men maatte give de 30 Førselsskibe, han førte med sig, til Pris og undslap kun med sine 9 Krigsskibe. Undsætningen var saaledes mislykket. I Begyndelsen af April 1523 havde Øland maattet overgive sig, men Kalmar, Gulland og hele Finland holdt S. N. endnu til Kong Christians Haand, da denne 13. April 1523 forlod sine Riger.

Nu stod S. N. ene i Kampen mod de nordiske Riger og Hansestæderne. Men hans Magt var spredt; han kunde ikke selv være tilstede overalt; i de svenske Landskaber havde han Befolkningen imod sig, og af hans Lejesvende begyndte adskillige at lytte til hans overmægtige Modstanderes forføreriske Tilbud. 7. Juli faldt det stærke og vel forsynede Kalmar Slot, da man havde bildt Besætningen «en stor Hoben Løgne ind». «Galge og Hjul slaa dem», skriver han i sin Vrede, «jeg kan ikke se, hvad hver Mand fører i Hjærtet.» De vel udrustede finske Borge faldt ogsaa alle i Løbet af 1523 for de svenske Belejringshære og Folkets egen Stemning. Kun Gulland stod endnu tilbage; men at vriste dette fra S. N. blev ingen let Sag. Nu var hans Magt samlet paa ét Punkt; han holdt paa denne Tid en Besætning af en 12-1300 Mand paa Visborg; hans Skibe gjennem strejfede hele Østersøen, og Hansestæderne maatte betale Gildet; rige Ladninger bleve opbragte og førte til Visborg. Dertil kom, at alle hans 3 Modstandere, Danmark, Sverige og Lybek, hver for sig ønskede at komme i Besiddelse af Landet. Heraf benyttede S. N. sig med stor diplomatisk Snuhed for netop at sætte Splid mellem de 3 Forbundsfæller. Store Tilbud vare gjorte ham baade fra svensk og dansk Side, hvis han vilde opgive Øen; Hr. S. svarede slet ikke paa dem, men de svenske Breve sendte han til Danmark, de danske til Sverige! Hans Plan gik ud paa saa længe som muligt at bevare Øen for Kong Christian, men hvis Nødvendigheden bød det, da at overgive Øen til Danmark. Med store Anstrængelser og med lybsk Hjælp sendte Kong Gustav i Maj 1524 en stor Hær til Gulland under Anførsel af Bernhard v. Mehlen (XI, 212). S. N. forsvarede med stor Tapperhed Visborg og tilføjede ved Udfald til Lands eller til Søs Hr. Bernhard store Tab, men sendte samtidig Bud til Danmark om at ville overgive Øen til Danmark mod at beholde den i Forlening paa de tidligere Vilkaar. Fra dansk Side gav man ogsaa S. N. Brev og Segl herpaa; men Sverige vilde lige fuldt ikke opgive Belejringen. S. N. havde saaledes opnaaet sin Hensigt, at sætte Splid mellem Danmark og Sverige.

Paa et Møde i Malmø mellem de 2 Konger enedes man dog i. Sept. om, at hvis Sverige paa denne Dag endnu ikke var kommet i Besiddelse af Visborg, skulde Øen foreløbig tilhøre Danmark, men S. N. miste Lenet og han og hans Folk bringes til et Sted, hvor de ikke kunde skade Sverige eller Hansestæderne. Men dette stred jo fuldstændig mod det S. N. givne Tilsagn om, at han skulde beholde Gulland som dansk Forlening. Det kom nu an paa at faa S. N. lokket fra Gulland. Rigsraaderne Anders og Eske Bille sendtes i den Anledning der over. Uden at nævne et Ord til S. N. om Malmøforbundets Bestemmelse om hans Stilling fik de ogsaa den svenske Hær til at hæve Belejringen (Okt. 1524) og S. N. til at love med den største Del af Besætningen at begive sig til Danmark, hvor da Kong Frederik vilde søge at mægle Forlig mellem S. N. og hans Besætning paa den ene Side, Hansestæderne paa den anden Side. For saa vidt syntes alt at gaa efter Ønske; men S. N. havde betinget sig, at den nødvendige Besætning skulde blive tilbage paa Visborg. Dette var i og for sig en Anstødssten; man var da uklog nok til at vække Mytteri blandt Besætningen for at faa den til at bemægtige sig Visby og Visborg i Kong Frederiks Navn. Med en forbavsende Klogskab, Kraft og Snildhed fik imidlertid S. N. dette Mytteri dæmpet; Rigsraaderne maatte vende tilbage uden at faa Hr. S. med sig, og da man nu søgte at udhungre ham ved at forbyde al Tilførsel til Gulland, ansaa han sig som løst fra alle Forpligtelser og sad atter paa Gulland som Kong Christians Mand.

I Vinteren 1524-25 rustede S. N. sig stærkt. I Sverige søgte han at fremkalde Opstand mod Kong Gustav; dels satte han sig i Forbindelse med Høvedsmanden paa Kalmar Bernhard v. Mehlen, der var kommen paa Kant med Kong Gustav, dels med det misfornøjede Sture-Parti. Ja, han tilbød endogsaa Sten Stures berømte Enke, Fru Christine Gyldenstjerne, sin Haand. S. N. synes nemlig hidtil at have været ugift; hans Hustru omtales i alt Fald aldrig; derimod havde han flere Børn, en Søn Oluf, som opdroges hos Christian II, og i det mindste én Datter, der var født under Visborgs langvarige Belejring 1524; Hr. Bernhard v. Mehlen havde under en Vaabenhvile selv staaet Fadder til hende. Disse Børn betragtes sædvanlig som uægte; den Mulighed er dog ikke udelukket, at S. N. kan have staaet i en efter den Tids Anskuelser som Ægteskab anerkjendt Forbindelse (uden kirkelig Vielse) med Moderen, og at denne netop er død 1524. – Mod Fru Christine Gyldenstjerne havde S. N. allerede under hendes Fangenskab i Danmark efter det stockholmske Blodbad vist ridderlig Opmærksomhed. Der vexledes ogsaa nu Ringe mellem dem; senere (1526), da Kong Gustav havde faaet hende gift med en anden, skriver hun rigtignok i et Brev, at det kun var som Vennegaver, og at hun kun havde erklæret S. N., at hvis hun atter skulde gifte sig, var han den, hun helst vilde sætte sin Tro og Love til. Christian II blev imidlertid saa glad over denne Forbindelse, at han uden Betænkning udnævnte S. N. til sin Statholder eller Vicekonge over hele Sverige, blot mod en aarlig Afgift, hvis han paa denne Maade atter fik Sverige i sin Magt. Samtidig forberedtes i Nederlandene Claus Kniphoffs Fribyttertogt, der skulde søge at sætte sig i Forbindelse med S. N. I Danmark var der stor Gjæring, især i de Skaanske Provinser.

Da viste S. N. sig pludselig i Bleking med en Hær (April 1525). Hele Skaane rejste sig; de befæstede Slotte faldt, de ade- lige Herregaarde gik op i Luer, S. N. hyldedes paa Lunds Ting i Christian II’s Navn; Rigsmarsken, Tyge Krabbe, maatte med Adelen indeslutte sig i Malmø, medens S. N. med en Del af sin Hær begyndte at belejre det stærke Helsingborg. Med Undtagelse af disse 2 Stæder vare hele Skaane og Bleking i S. N.s Magt; men da sendtes Johan Rantzau til Hjælp med tyske Landsknægte. Nordens 2 største Krigere stode saaledes over for hinanden. Med sit skarpe Feltherreblik saa Johan Rantzau strax, at S. N. havde splittet sin Styrke for meget: i Slagene ved Lund og Bunketofte Lund blev Bondehæren slaaet, hvorpaa S. N. maatte hæve Belejringen af Helsingborg og indeslutte sig i Landskrone (29. April). Her maatte han udholde en langvarig Belejring; fra Christian II kom ingen Hjælp, Opstanden i Sverige mislykkedes, og S. N. syntes fortabt; men da reddede Lybek ham meget mod sin Vilje. Denne Stad havde nemlig paa egen Haand gjort et Tog til Gulland for at erobre Øen for sig selv. For at hindre dette sluttede man da 28. Juni Forlig med S. N., hvorved denne afstod Øen til Danmark mod at forlenes med Bleking med Slottene Sølvitsborg og Lykaa, som han endnu havde i sin Magt. Efter langvarige Forhandlinger lykkedes det endelig at faa Lybek til at opgive Gulland, og S. N. sendtes tillige med Rigsraad Otte Krumpen til Øen for at bevæge S. N.s kjække Befalingsmand paa Visborg, Otte Andersen Ulfeldt, til at overgive Visborg. Dette skete ogsaa, men troløst holdtes S. N. tilbage som lybsk Fange. Han paastaar selv, at dette skete efter hemmelige Aftaler med Otte Krumpen, og at han skulde føres som Fange til Lybek, men «ved Guds og Ridder St. Jørgens Hjælp» undslap han paa et lille Skib til sin nye Forlening Sølvitsborg (Nov. 1525).

Fra Sølvitsborg fortsatte S. N. sin gamle Færd. Vel bevarede han Skinnet af at være Kong Frederiks Mand, men ansaa sig efter den Adfærd, der var vist mod ham paa Visborg, aabenbart ikke for videre bunden til denne. Lybek betragtede han som sin Fjende; han opbragte snart efter atter hanseatiske Skibe, og med sin Nabo Kong Gustav kom han strax i Strid. Navnlig var han forbitret over, at Kong Gustav ikke vilde udlevere hans unge Datter, der var kommet i Kongens Magt, da hendes Gudfaders, Bernhard v. Mehlens, Borg Kalmar var faldet. Hemmelig satte S. N. sig atter i Forbindelse med Christian II. Madrider-Freden mellem Kejseren og Frankrig var sluttet i Jan. 1526; Christian II samlede Tropper i Tyskland, og Skipper Clement udrustede et Fribyttertog for om muligt at komme S. N. til Hjælp. For at fjærne den urolige Mand, over hvem der indløb stadige Klager fra Lybek og Kong Gustav, fra Sølvitsborg vilde Frederik I sende ham til Kønigsberg med sin Datter Dorotheas Brudefærd til Hertug Albrecht af Preussen; men S. N. nægtede det under Paaskud af sin «private» Fejde med Kong Gustav. Da han mod udtrykkeligt Forbud fortsatte  denne, og det var klart, at han atter havde rustet sig stærkt, enedes endelig Danmark, Sverige og Lybek om et forenet Angreb paa ham baade til Lands og til Vands. 24. Avg. 1526 blev han ved Blekings Kyst overvældet af Overmagten. 9 Orlogsskibe mistede han, men med 2 større og et mindre Skib undslap han; 4 af hans Jagter, der strejfede om i Østersøen, stødte til ham, og med disse 7 Skibe ankom han til Lifland.

Allerede 1524 havde han efter Christian II’s Bud sat sig i Forbindelse med Storfyrst Vasilius af Rusland, der havde været Kongens P’orbundsfælle mod Sverige. Da ogsaa Kejser Carl V tidligere havde udnævnt S. N. til sin Mand, drog han med 150 Mand med Brev fra Kejseren og Christian II fra Lifland til Moskov for at bevæge Storfyrsten til et Angreb paa Finland. Men Storfyrsten havde nylig sluttet Fred med Kong Gustav. Han holdt S. N. tilbage i et Slags Fangenskab; ved alle mulige Midler, snart ved Trusler, snart ved paa ægte russisk Vis at drikke ham fuld i Brændevin, snart ved de største Løfter om Gods og Herlighed søgte man at faa ham til at svigte Christian II’s Sag; man tilbød ham 60, ja 100000 Mand, hvis han vilde træde i Storfyrstens Tjeneste og for ham erobre Norge. Intet hjalp, S. N. vilde ikke svigte sin Herre. Endelig lykkedes det i Foraaret 1528 Sendebud fra Kejseren og dennes Broder, Kong Ferdinand af Bøhmen, at udvirke hans Frigivelse; men alt hans Gods og alle hans Skibe vare tagne fra ham, de fleste af hans Folk fristede til Frafald; han angiver selv sit Tab i Bleking til 30000 Gylden, i Rusland til 10000 Dukater, umaadelige Summer i de Tider. Paa sit Ridt fra Moskov til Belgien maatte han borge sig igjennem eller hjælpe sig med ædelmodige Fyrsters Gaver. I Breslau og Prag hædredes han dog i høj Grad, og Kong Ferdinand sendte ham til det burgundiske Hof med vigtige Breve-, det syntes paatænkt at stille ham i Spidsen for et Tog til England, hvilket dog ikke kom i Stand.

Omtr. i Nov. 1528 kom S. N. til Mecheln og kort efter til Lier, hvor han traf sammen med Kong Christian. Det maa have været et bevæget Øjeblik, da disse 2 Mænd atter saa hinanden, men des værre – Christian II, der netop i disse Aar var i sin største Nød, kunde ikke tilstrækkelig hjælpe sin tro Mand. Det blev en sørgelig Tid for S. N.; Nøden var ofte overvældende stor; han maatte endogsaa pantsætte sin Ring for at faa sine gamle Klæder lappede! Desuden efterstræbtes han af sine mange Kreditorer og af sine talrige Fjenders hemmelige Udsendinger.
Uvirksomheden faldt ham ogsaa lang. I Juli 1529 red han da gjennem Tyskland til Italien for at tilbyde Kejseren sin Tjeneste. Han «laa ogsaa i lang Tid foran Florents med kejserlig Majestæts Hob»; 24. Febr. 1530 overværede han Carl V’s pragtfulde  Kejserkroning i Bologna. 26. Febr. skriver han fra Bologna til Christian II, at naar Florents er faldet, haaber han at komme med Hoben til Tyskland og atter træffe Kongen; men kort efter endte en Kugle fra Fæstningen hans Liv; Dagen kjendes ikke; det synes dog at være sket i første Halvdel af Marts Maaned.

Saaledes døde Kong Christian II’s troeste Mand og Nordens ypperste Kriger paa den Tid, og i det allerubelejligste Øjeblik, netop som Kongen skulde have stillet ham i Spidsen for det paatænkte Tog til Norge. Han ligger begravet i et Kloster ved Florents. Den største og fineste Hæder viste den lærde Henrik Rantzau S. N.s Minde, da han paa Breitenburg Slot stillede S. N.s Billede lige over for sin Fader Johan Rantzaus og derved aner kjendte ham som dennes jævnbyrdige Modstander."